Bestemmelser vedrørende hunde

Hund i snor.

Selvom hunden er velopdragen, må den ikke løbe frit alle steder. I byer og områder med bymæssig bebyggelse, hvor man færdes på gader, veje, stier eller pladser m.v., der er åbne for almindelig færdsel, skal hunde nemlig, ifølge hundeloven, være i snor eller følge en person med fuldt herredømme over den. Snoren skal kunne gøres så kort, så hundeføreren kan holde hunden tæt ind til sig. Derudover kan der i hver enkelt kommune være regler for, at en hund ikke må gå uden snor.

Fuldt herredømme er ikke nærmere bestemt i loven, men betyder ifølge tidligere domme, at hundeføreren kan standse hunden, hvis den f.eks. angriber andre dyr eller mennesker. Uanset om hunden må løbe frit eller skal holdes i snor, er det altid hundeførerens ansvar, at hunden ikke volder skade eller er til gene for sine omgivelser. Hvis hundens adfærd eksempelvis gør andre personer utrygge eller bange, bør den altid holdes i snor, uanset om det er tilladt for hunde at løbe frit i området. Desuden anses en hund ikke for at være under følgeskab, blot fordi den er under opsyn fra en bolig eller et forretningslokale.

Hunde efterladenskaber.

Det er faktisk IKKE lovligt at lade sin hunds hundelorte ligge på fortovet og andre fælles arealer.

Der er ikke nogen lov, der konkret henviser til hundes efterladenskaber, så i praksis henvises til både Vejloven og Færdselsloven.

Ifølge Vejloven er det forbudt at efterlade affald på vejarealer, herunder fortove, og det gælder altså også hundelort. Reglen gælder både offentlige veje og private fællesveje i byer.

“Der må ikke på vej henkastes eller efterlades noget, der kan være til fare eller ulempe for færdslen”.

Lader du din hunds efterladenskaber ligge på fortovet, kan du straffes med bøde. Det siger Vejlovens § 70 og Privatvejslovens § 98.

Hundegøen.

Hundeloven regulerer også de situationer, hvor en hund forstyrrer naboer med vedvarende gøen eller hylen. Hvis en nabo indgiver en klage til politiet over en hunds gøen, kan politiet pålægge ejeren, at hunden skal holdes indendørs eller i værste fald helt fjernes fra ejendommen, hvis påbuddet ikke efterleves.

Det kan være svært at definere, hvor meget en hund må gø, og hvor meget gøen naboerne skal kunne tåle. Udvalget der lavede hundeloven har dog opstillet nogle eksempler på situationer, hvor naboer vil have ret til, at myndighederne skrider ind:

  • Hvis en hund gør i ca. 30 minutter i træk, mere end tre af ugens dage.
  • Hvis en hund gør i ca. fem minutter i træk, fire eller flere gange om dagen, i mere end tre af ugens dage.
  • Hvis en hund gør kortvarigt (under ca. fem minutter), men sammenlagt i mere end ca. 60 minutter på en dag, mere end tre af ugens dage.

Inden man tager fat i myndighederne, er det dog ofte en god idé, at man prøver at tale med hundeejeren selv, og ser om man kan løse problemet den vej.

0

Din varekurv