Legepladsforslag :: generalforsamling 2003

Bilag 12.1 – Beslutningsforslag angående foreningens legepladser.

Det samlede Legepladsudvalg har indstillet følgende til bestyrelsen:

 

Indstilling.

Legepladsudvalget har i sit møde 6. oktober 2003 besluttet at indstille til bestyrelsen, at denne til den førstkommende ordinære generalforsamling, fremlægger forslag til renovering af bebyggelsens 29 legepladser, idet udvalget henstiller, at

 

  • forslaget bygger på de, i det følgende beskrevne, generelle forhold,
  • forslaget indeholder de, i det følgende 2 beskrevne, renoveringsforslag.

 

Generelle forhold.

Udvalget har i sit arbejde fundet det vigtigt at få klarlagt såvel ansvarsbegreber som krav i henhold til statutter og lokalplaner.

 

Ansvar Som følge af, at pladserne er åbne, er de at betragte som offentlige legepladser, hvorfor grundejerforeningen vil kunne gøres ansvarlig for skader påviseligt afledt af fejl og mangler ved redskaberne. Det skal i den forbindelse påpeges, at ophold på en legeplads grundliggende stadig er på eget ansvar, subsidiært forældres ansvar, og at skader opstået som følge af almen leg, ikke kan pålignes grundejerforeningen.

 

På baggrund af den rapport, der blev indhentet af den tidligere bestyrelse, og udvalgets efterfølgende besigtigelser, hersker der ikke tvivl om, at mange redskaber lider af udbredte fejl og mangler. Desuden skal det understreges, at alene rapportens tilstedeværelse i en skadessag kan benyttes som en skærpende omstændighed.

 

Lokalplaner Af lokalplanen for bebyggelsen fremgår det, at de på bebyggelsens tegninger beskrevne legepladser er udlagt som legepladser, og udvalget har ikke kunnet gøre sig bekendt med ændringer heri.

På baggrund af disse forhold indstiller legepladsudvalget, at

  • alle 29 pladser fortsat udlægges som legepladser,
  • alle 29 legepladser gennemgår en renovering, der snarest påbegyndes,
  • alle 29 legepladser betragtes som bebyggelsens fælles pladser uanset placering,

 

idet der på hver legeplads i det mindste skal forefindes

  • en sandkasse,
  • et gyngestativ,
  • et klatreredskab,

der i sin størrelse er afstemt efter pladsens størrelse.

 

Til eksempel kan en lille plads indeholde sandkasse, vippedyr, gyngestativ med 2 gynger og et lille klatreredskab. På en stor plads kan der eksempelvis opstilles sandkasse, flere vippedyr, gyngestativ med flere gynger, og et stort legeredskab med såvel motoriske som sanselige udfordringer. Det anbefales, at der i hver ”lund” opstilles mindst et sådant stort legeredskab.

 

Ud over legeredskaber er udvalget meget lydhør overfor etablering af ”voksen”-muligheder som f.eks petanquebane, grill-arrangement eller danseplads. Ligeledes finder udvalget det naturligt, at der forekommer borde og bænke. Eventuelle flisebelægninger skal respektere det areal, der under legeredskaberne vil være udlagt som faldunderlag.

 

Udvalget indstiller, at der som træsort vælges lærketræ, der dels har en lang levetid, men også en lang vedligeholdelsesfri periode.

 

Udvalget anbefaler, at leverandøren forpligtes at levere en vedligeholdelsesplan for hvert redskab, og at der tegnes kontrakt med leverandøren om en årlig kontrol af hvert redskab. Ligeledes anbefaler udvalget, at foreningen udarbejder en vedligeholdelsesplan, hvori der skal indgå

  • renholdelse af pladsen, som vi anbefaler pålignes grundejerne/brugerne,
  • redskaberne, hvor ansvaret nødvendigvis må ligge i foreningen.

 

Det er udvalgets opfattelse, at grundejerforeningen er bedst tjent med at placere én samlet ordre hos én udbyder.

 

Udvalget har beregnet, at en sådan plan vil beløbe sig til ca. 3 mio. kr., der vil kunne finansieres enten

  • ved etapevis renovering for det allerede besluttede bidrag,
  • ved samlet renovering, finansieret via bestyrelsens helhedsplan, som fremlagt under budgettet.

 

Udvalget agter at iværksætte renoveringen af de enkelte pladser i samarbejde med grundejerne i de enkelte ”lunde”, idet den enkelte ”lund” ses som ét samlet delprojekt. Som led i samarbejdet vil udvalget vægte en fordeling af små og store pladser samt give muligheder for egne forslag.

 

Udvalget indstiller, at generalforsamlingen præsenteres for følgende forslag til beslutning:

 

  1. Generalforsamlingen beslutter, at renovering af grundejerforeningens legepladser skal ske samlet for alle 29 legepladsers vedkommende, efter ovenstående indstilling og retningslinier. Det økonomiske aspekt er indeholdt i bestyrelsens helhedsplan for renovering og vedligeholdelse af bebyggelsen. Forslagets medfører derfor ingen ekstra udgifter i form af yderligere kontingentstigninger.

 

  1. Generalforsamlingen beslutter, at renovering af grundejerforeningens legepladser skal ske via etapevis renovering, efter ovenstående indstilling og retningslinier. Den etapevise renovering medfører, at der kan renoveres 1 stor og 1 lille legeplads pr. regnskabsår. Renoveringen af alle legepladser, vil herefter være afsluttet efter ca. 15 år. Det nuværende bidrag til kontingentet på kr. 27,00 pr. måned vil forsætte uændret i denne periode.

 

Såfremt Generalforsamlingen vedtager forslag A, bemyndiges bestyrelsen samtidig, til at optage en driftskredit på kr. 3 mill. Driftskreditten vil fungere som en økonomisk buffer for foreningen, således at det forsat vil være muligt, at afholde store uforudsete udgifter, såfremt behovet måtte opstå. I øvrigt henvises til bestyrelsens helhedsplan angående henlæggelser, under budgettet.

 

Det bemærkes, at et enigt legepladsudvalg, samt en enig bestyrelse, støtter mulighed A.

 

 

Bestyrelsen

0

Din varekurv