Indkaldelse til legeplads-fællesmøde 18/1-2004
Til grundejerne i
Strandgårdsparken.
16. december 2003
Retablering af legepladserne.
På generalforsamlingen den 24. november fik udvalget opbakning til et forslag om samtidig retablering af alle 29 legepladser i en samlet løsning, idet retableringen dog selvfølgelig skulle være baseret på grundejernes egen medbestemmelse. Til retableringen blev afsat en samlet maksimal budgetramme på 3 mio. kr.
På den baggrund har udvalget udarbejdet en plan for start på retableringen, der vil tilgodese en udbredt medindflydelse for grundejerne på retableringen af den enkelte legeplads.
Denne plan agter vi at forelægge på et
F Æ L L E S M Ø D E
SØNDAG den 18. JANUAR 2004 kl. 14,00 i FORENINGSKONTORET
– med 1 til 2 repræsentanter fra hver gård –
hvortil vi indbyder maksimalt 2 repræsentanter for hver gård/legeplads.
Her vil vi fortælle dels om de muligheder, vi ser for samarbejdet omkring den enkelte legeplads, men også om rækkefølge og hastighed, vi vil gå frem efter. På mødet vil vi også fremlægge planen for til sidst at få indhentet tilbud og få arbejdet sat i gang.
Vi er selvfølgelig klar over, at vi ikke er i stand til at holde møde med 500 grundejere. Derfor er vi nødt til fra hver gård/legeplads kun at indbyde 2 repræsentanter til dette fællesmøde. Disse vil efterfølgende få tid til at mødes med de øvrige grundejere, ligesom der vil blive indkaldt til særskilte møder med hver enkelt ”lund”.
Det er udvalgets håb, at vi, gennem først dette fællesmøde og dernæst separate møder med hver enkelt ”lund”, kan iværksætte retableringen på rolig og værdig vis til fælles glæde.
Udvalget ønsker alle grundejere en rigtig glædelig jul og godt nytår, samt at vi får et godt samarbejde.
M v h
LEGEPLADSUDVALGET