Nyhedsbrev 2007-02

Til Grundejerne i Grundejerforeningen Strandgårdsparken

 

Marts 2007

 

Nyhedsbrev 2007 – 02

Nyhedsbrevet informerer om:

 

  1. Velkomstfolder omdelt.
  2. Sandkasser og sand udskiftes.
  3. Reparation af SF-stenbelægning.
  4. Reparation af fjernvarmeanlægget.
  5. Møde med Ishøj Kommune.
  6. Ansøgninger/godkendelser.
  7. Kontoret holder lukket uge 15.
  8. Fastelavnsudvalget søger medlemmer.
  9. Kørsel på græsarealerne.
  10. Personalesituationen.
  11. Sommerens gårdfester.
  12. Skurgangene.
  13. Højtryksspuling.
  14. Bytte-plante-dag.
  15. Bestyrelsen her og nu.

 

1. Velkomstfolder omdelt.

Som beskrevet i tidligere nyhedsbreve, er velkomstfolderen nu omdelt til alle grundejere.

Folderen er lavet til nye grundejere, som fremover vil modtage denne ved indflytning. Da folderen indeholder en del nyttig information, har vi valgt at omdele den til alle.

 

2. Sandkasser og sand udskiftes.

Torsdag d.29. marts forventes de gennemtærede sandkasser udskiftet af firmaet Noles. Øvrige sandkasser med overfladerust poleres op, ligesom plastgreb på vipperne udskiftes. Dette er reklamationer ift. Noles, og arbejdet udføres uden udgift for grundejerforeningen.

Tirsdag d.3. april leveres sand på parkeringspladserne i de gårde, som har sandkasser.

Grundejerne skal selv udskifte sandet i sandkasserne med dette, og meddele kontoret når det gamle sand kan afhentes.

 

3. Reparation af SF-stenbelægning.

Efter 5-års gennemgangen af etape 1, er udbedringen af fejl og mangler nu påbegyndt af firmaet Zacho-Lind. Støjgener ifm dette må påregnes. Dette arbejde udføres i henhold til garantien, og er uden omkostninger for grundejerforeningen.

 

 

 

4. Reparation af fjernvarmeanlægget.

I Fyrrelunden er 2 varmebrønde i så dårlig stand, at de skal udskiftes med varmeskabe.

Arbejdet forventes udført på én arbejdsdag, og vil medføre lukning af fjernvarme-forsyningen til hele Fyrrelunden, samt Granlunden lige numre.

Når datoen for arbejdet kendes, vil en skrivelse herom blive tilsendt de berørte grundejere.

Arbejdet forventes at koste 130.000,-kr. og udgiften dækkes, af de opsparede midler i varmeregnskabet.

 

5. Møde med Ishøj Kommune.

1. marts afholdt grundejerforeningens bestyrelse møde med Ishøj Kommune, Plan/Byg/Miljø og Park & Vej (tidligere Teknisk Forvaltning).

  • Vi fastholdt vores ønske om ny slidbane belægning på stamvejene. Forvaltningen ser positivt på enten Bøgelunden eller Fyrrelunden, dette set i lyset af, at Granlunden sidste år blev lappet i et sådant omfang, at man ikke mener den har behov for udbedringer de næste år.
  • Samarbejdet med Leon P. A/S har ladt noget efter, at ønske, og Plan/Byg/Miljø har været involveret mange gange, for at sikre en effektiv og regelmæssig tømning af genbrugspladsen, samt undgå de mange skader på hegn og materiel, som vi har været udsat for. Ligeledes har vi ikke fundet det hensigtsmæssigt, at firmaet selv udbedrer skaderne på hegn mm. specielt set i lyset af, at det er et splinternyt hegn. Forvaltningen har haft møde med firmaet og pt. har vi ikke de store problemer. Kommunen ønsker, at genbrugspladsen har en officiel adresse til brug i computersystemet, samt ved kontakt med samarbejdspartnere. De har foreslået adressen; Ishøj Søvej 222. Det faldt os noget for brystet, da vi mener alt vedr. Strandgårdsparken bør have en ”lunde-adresse”. Vi har dog accepteret denne midlertidige adresse, indtil der er klarhed om brugen af grusbanen, og vil herefter officielt ansøge om oprettelsen af en ny ”lund”.
  • Skiltning vedr. parkeringsforbud for uvedkommende. Bent Skov (byrådsmedlem, formand for Teknik og Miljøudvalget) forstod ikke hvorfor vi havde ansøgt om dette, mente at vi bare kunne indføre City Park som flere andre boligområder har gjort. Bestyrelsen afviste dette, da vi kun har hørt dårligt om denne form for parkeringskontrol, og desuden allerede havde fået tilsagn fra nærpolitiet og Glostrup politi, om opbakning, såfremt der er skiltet. Tilladelse til vores skiltning forventes at være på vej.
  • Stamvejene bliver, efter vores opfattelse, ikke renholdt effektivt nok. Det drejer sig både om affald i buskadset, samt omkring avis/glas-containere. Park & Vej udarbejder en renholdelsesplan. Beplantningen i Bøgelunden og Elmelunden er færdig, og der udarbejdes en ny vedligeholdelsesplan fra Park & Vej.
  • I forbindelse med kommunesamarbejdet og nye sagsbehandlere, var der opstået tvivl om kompetencer og retningslinier for ansøgninger og godkendelser vedr. bygningsændringer. På grund af tidsmangel blev det aftalt at afholde et særskilt møde vedr. dette.
  • Bestyrelsen efterlyste opdaterede kort; matrikelkort og spildevandsledninger. Park & Vej fremsender dem.

 

6. Ansøgninger/godkendelser.

Møde vedr. procedurer og kompetencer blev fastsat til 15. marts, og herefter udsat af kommunen til 22. marts.

Bestyrelsens ønske var; en forenkling af arbejdsgange, klare linier omkring godkendelser, således at disse ikke afhang af personlige skøn, samt opfølgning fra kommunens side på ikke afsluttede sager.

Et godt, og meget konstruktivt, møde, som – baseret på en aftale fra 1997 – har givet os mulighed for, i et meget bredt omfang, at kunne godkende projekter, uden at gøre os selv til smagsdommere.

Da dette er meget omfattende, vil der blive udsendt et særskilt nyhedsbrev vedr. disse retningslinier. Indtil da kan man forhøre sig på kontoret, hvis man har planer om bygningsændringer. Husk at der altid skal ansøges før et projekt påbegyndes.

 

7. Kontoret holder lukket uge 15.

Grundet helligdag og ferie holder kontoret lukket hele uge 15 (9.-13. april). Varmemesteren træffes som vanligt mellem 7.30-8.30.

 

8. Fastelavnsudvalget søger medlemmer.

Endnu engang blev fastelavn afviklet i bedste stil. Knap 100 børn medbragte forældre og bedsteforældre, og havde en dejlig dag med tøndeslagning, slikposer, hoppeborg, underholdning af Cirkus Julius og meget mere.

Arne Hansen og Else Have Lund takker af efter 20 års indsats, ligeså gør Kim Bjerring, da han vil prioritere sin tid anderledes. De takkes alle for deres engagement, de vil være savnet i det fremtidige arbejde.

Fastelavnsudvalget søger derfor, allerede nu, nye medlemmer. Udvalget skal dog ikke i arbejde før sidst på året, hvor der afholdes et enkelt møde. Dette følges op af et møde, samt billetsalg i januar, og deltagelse ved fastelavnsfesten i februar.

Udvalget søger både aktive medlemmer, samt frivillige til selve arrangementet.

Fastelavnsfesten er foreningens ældste, og mest besøgte, tradition, den skal holdes i hævd og det kræver, at nye melder sig.

Kontakt kontoret allerede nu, hør nærmere og giv et bud på hvordan du kan hjælpe.

 

9. Kørsel på græsarealerne.

Desværre ser både grundejere og håndværkere stort på, at det ikke er tilladt at køre på græsarealerne. Dette gælder både plænerne og brandstierne. Græsset ødelægges og der kommer dybe hjulspor. Hjulsporene er i mange tilfælde så dybe, at vores maskiner bliver ødelagt af at køre på dem. Personalet bruger mange timer på, at udbedre skaderne, og vi skal her understrege, at regningen for dette bliver tilsendt den enkelte grundejer- det er jo heldigvis ikke så svært at se hvor sporene fører hen…

 

10. Personalesituationen.

Til stor glæde er varmemester Owe Jäde tilbage igen. Med en blid opstart, forventes han at være i fuld vigør inden længe. Owe er fortsat i flexjob, og må ikke udføre tunge opgaver – grundejerne bedes tage hensyn!

Ledende varmemester Morten Knudsen har 10 års jubilæum d.1.april, og ønskes tillykke med det.

Ejendomsfunktionær Maher Shafeek fastansættes pr.1.6.07, og vi glæder os til også at have ham her i fremtiden.

 

11. Sommerens gårdfester.

Mange gårde holder fest i løbet af sommeren. Mangler i borde, stole, service kan dette som altid lejes i foreningen. Som noget helt nyt kan også lejes professionelle kogekar og brødrister til servering af pølser mm. Hør mere på kontoret.

 

12. Skurgangene.

Arbejdet er nu nået til gård 12, som forventes istandsat snart. Vi opfordrer grundejerne til, at ordne skurgangene indvendigt, når de nu bliver renoveret udvendigt. Så bliver det rigtig flot. Det er fortsat planen at 4 skurgange renoveres pr. år.

 

13. Højtryksspuling.

Atter i år har Tåstrup Kloakservice udsendt tilbudsbrev om højtryksspuling af kloakker.

Vi skal igen gøre opmærksom på, at vores rør er af en type og alder, som gør dem uegnede til dette. I værste fald kan rørene falde sammen, hvilket kan være meget bekosteligt. Husk, at det er på eget ansvar man lader spuling udføre!

 

14. Bytte-plante-dag.

Søndag d.29.april vil der være Bytte-plante-dag på grusbanen. Nogle grundejere har taget initiativ til dette, og der vil blive udsendt en særskilt invitation. Sæt kryds i kalenderen nu.

 

15. Bestyrelsen her og nu.

Vi har som altid travlt. Der har været problemer med hærværk i Granlunden, bla. ildspåsættelse af et legehus. SSP er inddraget og vi forventer nu ro igen. Arbejdet med de større ting (hvidbog, vedtægter) fortsætter og vi håber snart at kunne afslutte disse projekter. Hjemmesiden lider desværre under det store arbejdspres, og i vil opleve, at undersider er lukket med henvisning til at kontakte kontoret. Dette skyldes at de ikke er opdaterede i forhold til nye procedurer mm. Vi håber det kan bringes i orden inden for den næste måneds tid.

 

 

Grundejerforeningen Strandgårdsparken

p.b.v.

 

Pernille Møller

formand

0

Din varekurv