Nyhedsbrev 2024 – 05

Til Grundejerne i Grundejerforeningen

Strandgårdsparken

21. maj 2024

Tilmeld dig Nyhedsbrev på mail – og læs Nyhederne mens de er friske!

Tilmeld her: https://strandgaardsparken.dk/nyhedsbrev/

 

Nyhedsbrev 2024 – 05

 

Nyhedsbrevet informerer om: 

  1. Kontakt til Kontoret og Driften.
  2. Kvartalsspuling tirsdag d. 28. maj.
  3. Brugerundersøgelse-bredbåndet.
  4. Åbent Hus 1. juni.
  5. Ny affaldssortering.
  6. Så er der kompost til afhentning.
  7. Nyt hegn eller nye fliser?

 

1. Kontakt til Kontoret og Driften.

kontor@strandgaardsparken.dk

Telefonerne holder stadig lukket, men vi læser mails dagen igennem, så du skal skrive en mail hvis du vil i kontakt med kontoret eller driften. Alternativt kan du lægge et brev i postkassen, Bøgelunden 7.

Akuttelefonen er IKKE til erstatning for kontorets telefon, men udelukkende til brug for AKUTTE opgaver.

Der er et stigende antal ikke-relevante opkald, og vi ser os derfor nødsaget til fremover at opkræve et gebyr for opkald som f.eks. planlagte VVS-opgaver, information om at man har betalt sin regning, at 1 gadelampe ikke virker osv.

1. maj gik fjernvarmen endnu engang ned fordi flere tapper vand af systemet ved lukning samtidigt UDEN at melde det på forhånd, og én mente at det var akut at ringe, da hans radiator havde dryppet i en uge – det kostede i alt 6 timers udkald på en helligdag, hvoraf INGEN var akutte.

Forleden havde vi 3 opkald til akuttelefonen indenfor ½ time, alle vedr. planlagt fjernvarmearbejde, det er simpelthen ikke i orden. Bare fordi man ikke ved præcis hvad tid VVS kommer, så kan man godt give besked så vi er stand-by, I planlægger jo også selv at være hjemme osv.

Det skal meldes på forhånd, hvis man skal udskifte en radiator eller lave andet arbejde på fjernvarmen, og så træffer vi en aftale. Vi har kun 1 varmemester og han kan kun være ét sted på én gang! Samtidig skal nettet kunne nå at tage nyt vand ind, inden der tappes igen.

 

2. Kvartalsspuling tirsdag d.28. maj.

Ishøj Forsyning spuler atter spildevandsledningerne ml. kl. 7-14, så husk at lukke toiletlåg og dække afløb til.

 

3. Brugerundersøgelse-Bredbåndet.

Vi har driftsaftale af vores bredbånd med Norlys (tidl. Stofa), og det er tid til at evaluere om vi skal fortsætte med dem, eller skifte leverandør. Vi sender derfor et spørgeskema ud, på helt gammeldags papir, og det skal så afleveres i kontorets postkasse, eller til Åbent Hus d. 1. juni.

Der trækkes lod om et gavekort på 200 kr. til Ishøj Centeret blandt de udfyldte skemaer, lodtrækningen

Finder sted d. 1. juni ved Åbent Hus-arrangementet.

 

4. Åbnet Hus d. 1. juni.

Invitation omdelt sammen med dette Nyhedsbrev, kom glad, tag familien med, vi glæder os 😊

Har du 1 times tid eller 2 til at hjælpe til, så kontakt os, vi kan godt bruge flere hænder…

 

5. Ny affaldssortering.

Alle har modtaget et brev i E-boks fra Ishøj Kommune vedr. sortering af tekstil til genanvendelse, ikke genbrug 😉

Vi havde advaret både kommunen og Vestforbrænding om at ordlyden ikke var hensigtsmæssig, da vi hverken er etagebyggeri eller villaer, men de ville ikke lave et særligt brev-det endte de jo så med at gøre alligevel, da ingen forstod hvad der var op og ned 😊

I har derfor fået et brev nr. 2, og som lovet modtaget en rulle plastposer til tekstil, en vejledning, samt en ny sorteringsguide.

Vi skulle modtage de nye beholdere til tekstil og opstarte i denne uge, men vi har ikke modtaget beholderne endnu, så vent med at komme med gamle håndklæder, iturevne bluser osv. til vi melder ud…

Til Åbnet Hus og i et senere Nyhedsbrev vil vi fortælle lidt mere om de nye sorteringer (tekstil, mad/drikke kartoner), samt om ændringerne i den nye sorteringsguide (hvor der også er et par fejl…).

 

6. Så er der kompost til afhentning.

Vi har fået et stort læs kompost til fælles afbenyttelse. Det ligger ved Containerpladsen og er overdækket af en presenning, men bare tag hvad du skal bruge og læg presenningen på igen.

Det er kompost fra sidste efterår, så den er ikke så kraftig som ellers, og kan blandes 1 til 1 med almindelig jord.

 

7. Nyt hegn eller nye fliser?

Så er lokalplan 1.90 din bedste ven!

Der er regler for både hegn og fliser i haverne, og du skal hellere spørge én gang for meget end én gang for lidt, for det kan blive dyrt at skulle lave det hele om.

Vi ser især mange som mener at sort er sort, men det er det ikke, og slet ikke når man snakker om komposithegn – de fremstår ofte ikke sorte, og kan producenten ikke dokumentere at det er sort RAL 9005, så skal man male det og så er idéen med komposithegnet jo ligesom røget.

Har du fliser i hele haven og vil have nye, ja så bliver det ikke i hele haven, men kun 40%, vi laver gerne beregningen for dig, så skriv til os.

Hvorfor laver man sådan en åndssvag regel? Tiltagende regn er et stort problem for mange byområder, fordi vandet ikke kan løbe ned i jorden pga. faste belægninger. Kloakkerne kan ikke tage de store mængder vand på én gang, og kan vandet ikke løbe ned i jorden i stedet, ja så kommer det til at stå højt, måske endda op over dørtrinnet.

Så det er for vores allesammen skyld, at vi skal af med noget af alt den faste belægning. Man kan alternativt lægge en træterrasse, hvor vandet kan sive ned, muligheder er der nok af, selvom man ikke vil have en græsplæne.

 

Der er ikke plads til mere denne gang, så vi fortsætter med endnu et Nyhedsbrev i næste uge😉

 

Link til: Åbent Hus invitation (PDF)

Link til: Brugerundersøgelse TV/internet i Strandgårdsparken (PDF)

 

Mvh.

Grundejerforeningen Strandgårdsparken

Pernille Møller

 Formand

0

Din varekurv