Nyhedsbrev 2013-06

Til Grundejerne i Grundejerforeningen Strandgårdsparken

 

 

9. december  2013

Nyhedsbrev 2013 – 06

 

Nyhedsbrevet informerer om:

  1. Udbetaling af varmepenge
  2. Snemand søges
  3. Snerydningspligt!
  4. Bestyrelsen her og nu.

 

1. Udbetaling af varmepenge.

Grundejerforeningen benytter Nets til at opkræve og udbetale penge til og fra grundejerne.

Pr. 1. juni dette år, er det dog ikke længere muligt, at udbetale penge til grundejerne via dette system.

Vi er derfor, i år, nødt til at udbetale restvarme via check. Det er en dyr og besværlig løsning, både for foreningen, men også for jer grundejere. Det beklager vi.

Skal du/I have penge tilbage for varme, vil I, inden for få dage, modtage en check på beløbet. Denne skal I aflevere i jeres bank til indsættelse på jeres konto.

Beløbet vil så være til rådighed d.6. januar, hvor jeres næste opkrævning bliver trukket.

Vær opmærksom på, at der går 4-5 bankdage fra checken afleveres til den er til rådighed, dog vil den ikke være til rådighed før d. 6. januar.

 

2. Snemand søges.

Til vores korps af timelønnede medarbejdere søges en Snemand/dame.

Arbejdet består i, udenfor normal arbejdstid, at sørge for snerydning/saltning på foreningens arealer, dvs. parkeringspladser og stier.

Du skal være bosiddende i Strandgårdsparken, have gyldigt kørekort, gerne have forstand på vores maskiner(Holder og Egholm), være fysisk stærk(der slæbes saltsække og håndryddes og skovles flere steder).

Der forventes en høj grad af fleksibilitet, og du skal sammen med driftslederen og de andre timelønnere kunne planlægge og udføre arbejdet.

Der betales ikke rådighedstillæg, men til gengæld en god timeløn.

Hør mere ved at henvende dig til kontoret.

 

3. Snerydningspligt!

Alle grundejere skal huske, at man har pligt til at holde fortovet ud for sit hus, samt indgangen til fortovet, farbart. Dvs. at sne skal ryddes og der evt. skal saltes. Pligten er gældende i tidsrummet kl. 7-21, alle ugens dage.

Èn ting er hensynet til øvrige trafikanter, men der er også mange mennesker på arbejde som skal kunne komme sikkert frem, fx posten, dagrenovationen, hjemmehjælpen osv.

Giv naboen en hånd, hvis du har tid, det gavner os alle.

 

4. Bestyrelsen her og nu.

På generalforsamlingen 19. nov. blev Gitte Elgaard valgt som kasserer og Bent Jacobsen genopstillede ikke. Derfor fik bestyrelsen to nye medlemmer; Jan Skov og Poul Erik Hansen. De er allerede blevet introduceret til bestyrelsens arbejde, og vi glæder os til samarbejdet. Velkommen til.

Bestyrelsen vil gerne takke Bent for hans mangeårige virke, specielt hans engagement i Legepladsudvalget og Ansøgningsudvalget. Bent og hans familie ønskes alt godt fremover.

De fremmødte til generalforsamlingen tilkendegav en helt utrolig opbakning til bestyrelsen og vores indsats – det var så dejligt, og nu kan vi gå et nyt år i møde, med fornyede kræfter.

 

Med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår!

 

 

Mvh.

Grundejerforeningen Strandgårdsparken

 

Pernille Møller

formand

0

Din varekurv