Nyhedsbrev 2015-01
Til grundejerne i Grundejerforeningen Strandgårdsparken
6. april 2015
Nyhedsbrev 2015 – 01
Nyhedsbrevet informerer om:
- Kontoret holder lukket
- Nye medarbejdere
- Tilskud til legepladser
- Sand til sandkasser
- Kompost og flis
- Gårdprisen 2015
- Loppemarked 17. maj
- Bestyrelsen her og nu
1. Kontoret holder lukket
På grund af ferie, og åbner igen mandag d. 13. april. Akutte henvendelser vedr. varme, terrænbelysning og kloakker kan rettes til vagttelefonen: 76 11 72 82.
2. Nye medarbejdere
I oktober 2014 ansatte vi Søren Z. som driftsleder. Desværre levede samarbejdet ikke op til vores forventninger, og Søren Z. stoppede hos os d. 5. januar.
I mellemtiden havde Søren N., vores hidtidige ejendomsservicetekniker, fået mod på at prøve kræfter med ansvaret som driftsleder. Han er derfor nu konstitueret driftsleder, og det er vi superglade for.
Vi måtte så ud i en ny ansættelsesproces med vores rekrutteringsbureau (uden beregning) for at finde en ny servicemedarbejder. Vi har pr. 1. marts ansat Henrik Frandsen, som har en god vifte af erfaring, og er et meget behageligt menneske.
Da Henrik gerne ville arbejde 30 timer ugentligt, gav det os mulighed for at ansætte en flexjobber, som har været i praktik hos os i november måned. Han hedder Kim Øgendal, og arbejder indtil videre 4 timer om ugen.
Både Henrik og Kim bydes velkommen til, og vi håber, alle vil tage godt i mod dem.
3. Tilskud til legepladser
Som vanligt kan hæves 1.500 kr. til vedligeholdelse af legepladser. Kvittering for materialer, underskrevet af 2 grundejere, kan afleveres på kontoret, og pengene overføres til bankkonto.
Der kan også ansøges om del i midlerne til udvikling af legepladser. Puljen er på 50.000 kr. pr. år, og ansøgningsskema fås på kontoret. Ansøgning skal afleveres senest d. 1. juni.
Sidste år tildelte bestyrelsen midler til borde-bænkesæt, legehus og klatrevæg i to gårde.
4. Sand til sandkasser
Skal gårdens sandkasse have nyt sand, kan dette bestilles på kontoret indtil d. 20. april. Sandet vil blive leveret på parkeringspladsen i jeres gård, og I skal selv skifte det ud. Foreningen afhenter herefter det gamle sand. Levering vil blive i slutningen af april.
5. Kompost og flis
I løbet af april får foreningen kompost og flis leveret til brug på foreningens fællesarealer.
Det er ikke til privat brug, og I bedes lade være med at tage af det!
Senere på foråret vil vi få mere kompost leveret fra Ishøj Genbrugsstation, som kan afhentes af grundejerne, og det melder vi ud i et Nyhedsbrev.
Flis betaler vi for, så det bliver ikke aktuelt at dele det ud til grundejerne.
6. Gårdprisen 2015
Husk at vi som altid uddeler en Gårdpris. Prisen er på 8.000,- kr. og overrækkes ved generalforsamlingen i november. Prisen uddeles til den gård, som udviser et særligt initiativ på legepladsen eller i gården som helhed. Så det er nu, at I skal lægge hovederne i blød og finde arbejdstøjet frem.
7. Loppemarked 17. maj
Vores årlige loppemarked løber af stabelen søndag d. 17. maj, fra kl. 10-14.
Gratis stadeplads bestilles på kontoret, senest d. 8. maj.
8. Bestyrelsen her og nu
Vi har, som altid, haft travlt. Generalforsamlingen og ansættelser har fyldt en del, og på nuværende tidspunkt arbejdes intenst med at få udbudsmaterialet til asfaltarbejdet færdigt.
Renoveringen af parkeringspladserne forventes at starte 1. august, og der er rigtig meget, der skal være klar inden da. Vi udsender snarest et særskilt Nyhedsbrev om dette, da der også vil være ting, som den enkelte grundejer skal tage højde for, fx vedr. fortovsbede og beplantning i disse, registrerede handicap-pladser osv.
Mvh
Grundejerforeningen Strandgårdsparken
Pernille Møller
formand