Nyhedsbrev 2024 – 12

Til Grundejerne i Grundejerforeningen

Strandgårdsparken

30. september 2024

Tilmeld dig Nyhedsbrev på mail – og læs Nyhederne mens de er friske!

Tilmeld her: https://strandgaardsparken.dk/nyhedsbrev/

 

Nyhedsbrev 2024 – 12

 

Nyhedsbrevet informerer om: 

  1. Generalforsamling 27. november.
  2. Vidste du at du som husejer…
  3. Dagrenovation.
  4. Loppen.
  5. Nabohjælp til alle.
  6. Husk legitimation på Containerpladsen.
  7. Bestyrelsen her og nu.

 

1. Generalforsamling 27. november.

Onsdag d. 27. november kl.18.30 afholdes den ordinære generalforsamling.

I år er der valg til formandsposten, og 3 bestyrelsesmedlemmer er på valg. Formanden genopstiller ikke, ligesom 1 bestyrelsesmedlem heller ikke gør.

Går du med en formandsspire i maven eller har lyst til at prøve kræfter med bestyrelsesarbejdet, kan du kontakte et bestyrelsesmedlem eller formanden for en snak, ved at skrive til kontoret. Det er en god idé at vide lidt om hvad det indebærer før man stiller op, så lad endelig høre fra dig 😊

 

2. Vidste du at du som husejer…

– er forpligtet til at være bekendt med de love og regler som vedrører din ejendom? Det er f.eks. hegnsloven, lokalplanen, kommuneplanen, Bygningsreglementet, Beredskabsloven og mange andre.

Det er ikke grundejerforeningens forpligtigelse at informere om alt dette, men vi forsøger at gøre det for at grundejerne ikke uforvarende skal komme i klemme, og i håb om en større forståelse for bestyrelsens arbejde.

Det mødes dog ind i mellem af mistro, og en holdning til at bestyrelsen skalter og valter efter forgodtbefindende. Det kan undre, for hvad i al verden skulle bestyrelsen få ud af det?

Formandens Beretning som udsendes hvert år indledes med:

”Grundlaget for foreningens virke er Vedtægterne. Sammen med bl.a. Lokalplan 1.90, Deklarationen, Bygningsreglementet og Hegnsloven danner de rammen for det meste af grundejerforeningens arbejde.

Som grundejer er du forpligtet til at holde dig orienteret om love og regler, der vedr. din ejendom.

Det gør bestyrelsen meget for at hjælpe dig med, bl.a. ved denne beretning og igennem vores mange Nyhedsbreve.

Foreningens interesser varetages, i det daglige, af bestyrelsen.”

Så ud over de godt 700 indlæg med informationer der ligger på hjemmesiden, kan vi kun opfordre igen og igen til at man læser Nyhedsbrevene og Beretningen – hver gang det lander i din postkasse eller din indbakke.

Skulle du ikke kunne finde det du søger, så har vi et helt fantastisk kontor, som svarer på stort set alt vedr. foreningen, og det endda stort set altid fra dag til dag 😊

 

3. Dagrenovation.

Ishøj Kommune er ved at lægge sidste hånd på næste års budget, og det gælder også taksterne for renovation. Det som forventes at blive endeligt vedtaget er:

Fra 1. januar bliver det en anelse billigere at få tømt sit affald, da der kun bliver tømt hver. 14. dag (i sommerperioden dog hver uge).

Der kan tilkøbes ekstra sække, men vi har sat spørgsmålstegn ved det-for hvor skal den sæk være henne, hvis der stadig kun afhentes hver 14. dag? Det forventer vi selvfølgelig afklaret.

Det gavner selvfølgelig miljøet med mindre kørsel, og vil helt sikkert fremme affaldssorteringen, men det vil også blive en udfordring for især husholdninger med ble-brugere, og så selvfølgelig skraldemændene som skal hente endnu tungere sække end før…

Vi vil glæde os over at det på opfordring fra os er blevet til et forslag med ugetømning i sommermånederne, og så må vi se hvordan man vil løse problematikken med de ekstra sække.

Du kan læse mere om forslaget her: Dagsorden (ishoj.dk)

 

4. Loppen.

Vores fine container til genbrug ”Loppen”, lider under mangel på frivillige. Det er bydende nødvendigt hvis ordningen skal fortsætte at flere melder sig.

Det er virkelig synd for mange har glæde af at aflevere og hente ting til fælles glæde.

Frivillige har vagter af 2 timer, hvor man skal være til stede, planen er at det er ca. hver 8. uge man har en vagt og det er kun på søndage. Man møder rigtig mange mennesker og det er superhyggeligt at være en del af, samtidig kan man jo ende med en masse gode ting man ikke vidste man havde brug for 😉

 

5. Nabohjælp til alle.

Siden ordningen startede for mange, mange år siden, har Strandgårdsparken været en del af Nabohjælp ordningen.

Det er en rigtig god ordning, som forebygger indbrud og hærværk, og f.eks. giver dig besked når der er noget i dit område du skal være opmærksom på.

Sammen med dette Nyhedsbrev omdeler vi derfor brochuren vedr. Nabohjælp, og opfordrer alle til at få tilmeldt sig hvis man ikke allerede er det 😊

 

6. Husk legitimation på Containerpladsen.

Vi oplever en stigning i besøg udefra, det være sig fraflyttede grundejere som bliver ved med at bruge pladsen, men også mange fra villaområderne, som gerne vil spare turen til Brøndby.

Det vil vi så ikke betale for, så nu bliver der skærpet opmærksomhed på om du bor her i Strandgårdsparken, og du vil derfor blive bedt om legitimation fremover, også selv om medarbejderne kender dig-de kan jo ikke vide om du er flyttet herfra. Så fra onsdag d. 2. oktober kan du blive afvist på Containerpladsen, hvis du ikke kan fremvise legitimation.

 

7. Bestyrelsen her og nu.

Vi har både modtaget udkastene til varmeopgørelserne og årsregnskabet, og er ved at lægge sidste hånd på næste års budgetforslag. Maia er ved at være godt inde i sagerne på kontoret, og både døren og telefonen er igen åbne, dog kun ml. kl. 9-10 på hver dage. Kontoret er også i gang med at følge op på gamle sager, så de kan blive afsluttet og bunkerne helt ryddet op.

 

Mvh.

Grundejerforeningen Strandgårdsparken

Pernille Møller

Formand

 

0

Din varekurv