Nyhedsbrev 2022 – 05

Til Grundejerne i Grundejerforeningen

Strandgårdsparken

16. april 2022

 

Tilmeld dig Nyhedsbrev på mail – og læs Nyhederne mens de er friske!

Tilmeld her: https://strandgaardsparken.dk/nyhedsbrev/

 

Nyhedsbrev 2022 – 05

Nyhedsbrevet informerer om:

 

  1. Loppemarked.
  2. Sand til sandkasser.
  3. Legepladspuljen og gårdtilskud.
  4. Gårdprisen.
  5. Kompost.
  6. Bestyrelsen her og nu…

 

1. Loppemarked

Nu har vi måtte undvære alt muligt i 2 år, så mon ikke det er på tide vi får mulighed for at rydde ud i gemmerne, og samtidig mødes alle sammen igen?

Vi afholder igen Loppemarked, vi vil dog gerne have en enkelt eller to til at melde sig til udvalget, så udvalgets to medlemmer har nogen at dele det med.

Så ud af busken og meld dig til kontoret 😉

Under alle omstændigheder så skal vi nok få et Loppemarked i år, og det bliver

 

Søndag d.22. maj kl.10-14

 

Sæt kryds i kalenderen: Invitation og info om tilmelding til stader følger…

 

2. Sand til sandkasser.

Har jeres gård en sandkasse, og ønsker I nyt sand, så er det nu I skal bestille på kontoret. Sandet leveres på parkeringspladsen, og I skal selv udskifte det, hvor efter det gamle sand afhentes.

Bestil nu, dog senest d. 25. april, og der leveres i starten af maj.

 

3. Legepladspuljen og gårdtilskud.

Legepladspuljen er en pulje, hvor gårdene hvert år kan søge om tilskud til større nyanskaffelser eller anlægsarbejde. Puljen er på 150.000,-kr. og kan i år søges løbende hen over foråret og sommeren. Når puljen er tom uddeles der ikke flere midler for i år, så det er først til mølle med et eller flere projekter, som kan godkendes.

Tjek hjemmesiden Strandgaardsparken.dk for kriterier og ansøgningsskema, husk især at I skal afholde gårdmøde inden ansøgning.

 

Gårdtilskuddet er et årligt tilskud på 1.500,-kr. til hver gård. Tilskuddet er beregnet til vedligeholdelse/maling af gårdens egne legeredskaber, og f.eks. udskiftning af planter osv.

Tilskuddet overføres ikke fra år til år, hvis I ikke bruger det, så bortfalder det. Husk at vores regnskabsår er fra 1.7. og det betyder I kan nå at hæve penge nu, og igen efter d.1.7. hvis I ikke hævede nogen sidste sommer.

Tjek hjemmesiden Strandgaardparken.dk for kriterier, husk at I ikke må male/behandle foreningens legeredskaber, og at det ikke er tilladt at bruge nogen former for kemikalier på legepladserne, det være sig ukrudtsmidler, gødning, fliserens osv. uden forudgående tilladelse fra foreningen.

 

4. Gårdprisen.

Gårdprisen er vores årlige pris på 8.000,-kr. som tildeles den gård vi synes har udmærket sig mest, f.eks. ved nye initiativer på legepladsen, eller ved generel vedligeholdelse af hele gården. Præmien kan bruges til lige hvad I vil, f.eks. en gårdfest eller nye legeredskaber.

Vil I gerne gøre en ekstra indsats så husk at I kan få maling og træbeskyttelse til skurgangens indvendige vægge og skurrum, gratis ved at henvende jer til kontoret.

Tjek hjemmesiden Strandgaardsparken.dk for mere information om Gårdprisen.

 

5. Kompost.

Så er der kommet kompost og der vil løbende komme nye forsyninger – så ingen grund til at hamstre.

Komposten kan afhentes ved siden af Containerpladsen.

Husk kompost er MEGET koncentreret, og en trillebør fuld er mere end nok til en hel have, inkl. græsplænen!

Blander du for meget kompost i din jord, risikerer du at alle planter går ud, i stedet for at gro ekstra godt.

 

6. Bestyrelsen her og nu.

Bestyrelsen ser frem til den kommende ekstraordinære generalforsamling torsdag d.21. april, hvor der skal vælges nye medlemmer til bestyrelsen, herunder også en ny kasserer. Der har været fin interesse for at stille op, og vi glæder os til at se hvem der bliver valgt til at bidrage til bestyrelsens arbejde fremover.

Vi er blevet spurgt af flere; hvorfor indkalder I ikke suppleanterne? Fordi suppleanterne ikke nødvendigvis har meldt sig for at træde ind i bestyrelsen på permanent basis, men fordi der manglede suppleanter. De har nok også haft en forestilling om at skulle træde ind i et tilfælde af f.eks. sygdom, og ikke som nu, hvor 3 træder ud samtidigt.

Samtidig er der 3 suppleanter til 3 poster, hvor af den ene er som kasserer, og de 2 poster for næsten 2 år. Det tænker vi ikke at alle 3 suppleanter har lyst til at kaste sig ud i.

Så i stedet for at de skulle føle sig presset har vi valgt den anden vej; de kunne frit melde sig, og det har én så også valgt at gøre, hvilket vi selvfølgelig er meget positive overfor, lige som 3 andre kandidater har meldt sig-den ene til kassererposten.

 

Ud over det er vi i fuld gang med at planlægge forårets og sommerens opgaver, bl.a. udskiftning af radiatormålere, foreningens 50-års jubilæum, solcelleanlæg til terrænbelysningen, almen vedligeholdelse i form af beskæringer mm. på de grønne områder osv.

Vi fortsætter også implementeringen af helt nye IT-systemer og det er noget af en mundfuld, samtidig skal det gøres med en ”ny” kontorassistent, så den del fylder meget, og vil blive efterfulgt af en ny hjemmeside i løbet af efteråret.

I mellem tiden har vi dog fundet tid til at opdatere den nuværende hjemmeside, så du skulle kunne finde hvad du har brug for, ellers brug søgefeltet…

 

OBS pga. forsinkede leverancer har vi p.t. IKKE energimålere til gulvvarme på lager, så husk at bestille i god tid (mindst 8-12 uger) når du planlægger at lave gulvvarme.

 

 

Mvh.

Grundejerforeningen Strandgårdsparken

Pernille Møller

formand

0

Din varekurv