Nyhedsbrev 2008-05
Til Grundejerne i Grundejerforeningen Strandgårdsparken
9. juli 2008
Nyhedsbrev 2008 – 05
Nyhedsbrevet informerer om:
- Den uendelige historie – fjernvarmearbejdet
- Ny medarbejder
- Graffitti – værn og de grønne områder
- Bøgelunden – beplantning
- Larver i Poppellunden
- Forhøjelse af varmebidraget
- Varmemesterens kontortid ophører
- Ferielukning af kontoret
- Asfaltarbejdet på stamvejene
- Jordvolden ved skoven
- Muring af skurgange
- Udendørs arbejde på dit hus
- Bestyrelsen her og nu
1. Den uendelige historie – fjernvarmearbejdet
Arbejdet fortsætter. Der har været lagt adskillige deadlines, som er blevet forskudt af mange uforudsigelige ting. For få dage siden var forventningen, at der skulle asfalt på i næste uge, men det holdt heller ikke, da der i mellem tiden har vist sig en følerfejl på en del af den nye ledning, ligesom eksempelvis TDC pludselig gravede op i et område der var klargjort til asfalt.
Så vi vil slet ikke love noget som helst nu, når arbejdet er færdigt kan vi glæde os over det og ikke før…
En del grundejere har været bekymret over, om prisen fulgte med tiden, dvs. at vi skulle betale mere fordi arbejdet er blevet så forsinket. Det er IKKE tilfældet, vi har en fastpris, og har indgået aftale om begrænsede tillægsarbejder undervejs. Ligeledes skal tilføjes, at dette arbejde betales af vores henlæggelser, og der vil ikke være ekstraopkrævninger i forbindelse hermed. Vi vil også fortsat have henlæggelser nok til, at håndtere evt. større skader/vedligeholdelsesarbejder på fjernvarmeanlægget.
Hjemmesiden var desværre nede i flere omgange grundet udskiftning af servere hos vores udbyder, ligesom rør firmaet har ændret tidsplan fra dag til dag, hvilket gjorde det umuligt at informere løbende om fjernvarmelukninger. Vi håber alle har overlevet mangel på varme og varmt vand trods dette..
2. Ny medarbejder.
Bestyrelsen allierede sig i maj måned med et headhuntingfirma / vikarbureau for, at finde den rette person til foreningens behov.
Vi lagde vægt på plejen af de grønne områder, maskinekspertise, samt ledelses og driftserfaring.
Bettina Panek, 42 år tiltrådte et vikariat. Bettina er uddannet pædagog, men har i de seneste år arbejdet for Hede Danmark,og har mange relevante kurser. Hun har allerede nu skabt flotte resultater, og vi ser frem til, og håber på, at samarbejdet fortsætter.
3. Graffitti – værn og de grønne områder
På mange endegavle i bebyggelsen har foreningen etableret og plejet beplantning til værn mod graffitti. Flere steder trænger denne dog til supplerende planter og det er nu blevet iværksat. Granlunden 139 og 82 får lavet nye bede med denne type beplantning ca. uge 34.
Er der grundejere i endehuse, som ønsker en sådan beplantning, kan man blive skrevet på venteliste (vi har ikke midler til at etablere alle på én gang), man skal blot kontakte kontoret.
Grøn Entreprise som er hyret til at løse denne opgave, sørger samtidig for efterbeplantning af de store bede, pleje af træer og buske, samt opretning af skoven.
4. Bøgelunden – beplantning
Bestyrelsen har været i tæt og ihærdig dialog med Park & Vej vedr. Bøgelundens fremtidige beplantning. Tingene er desværre ikke helt afgjort endnu, men vi har mødt stor forståelse fra Park & Vejs repræsentanter, nu håber vi blot at få den samme politiske forståelse. Ligenu bliver Bøgelunden gravet op og lagt brak, således at ukrudt kan minimeres, dette vil vare indtil efteråret.
5. Larver i Poppellunden
Der er larver i de japanske kirsebærtræer i Poppellunden. Disse gør ikke permanent skade på træerne, og forsvinder formentlig af sig selv. De breder sig ikke til andre planter/træer, så der er ikke grund til bekymring – ifølge Park & Vej.
6. Forhøjelse af varmebidraget.
Ishøj Varmeværk har atter varslet forhøjelse af varmebidraget. Denne gang på den variable GJ pris.
Vi forhøjer derfor varmebidraget fra 1.135,-kr til 1.175,-kr med virkning fra 1.9.2008.
Da det er den variable pris der justeres vil det for grundejere med et lille forbrug betyde en større tilbagebetaling, mens det for grundejere med et stort forbrug vil medføre en større ekstraregning.
Det er ikke administrativt muligt for foreningen, at tilpasse aconto bidragene husstandens forbrug, og vi må derfor fastholde at alle betaler samme aconto beløb, uanset tidligere forbrug.
7. Varmemesterens kontortid ophører.
Varmemesterens daglige kontortid fra 7.30 – 8.30 ophører fra dd. Dette skyldes, at der er så få henvendelser, at ressourcerne er bedre brugt i marken. Henvendelse kan fortsat ske til kontoret i åbningstiden 8.30 – 12.30.
8. Ferielukning af kontoret.
Kontoret holder ferielukket fra mandag d.14.7. til fredag d.25.7. Begge dage inklusive.
Akutte henvendelser vedr. kloakstop, manglende terrænbelysning eller varme, kan ske til Ishøj Varmeværk tlf: 43 54 24 11.
9. Asfaltarbejdet på stamvejene.
Tjørnelunden, Fyrrelunden og Granlunden har fået nye slidbaner. Arbejdet er dog ikke helt i orden, og særligt er der problemer omkring opkørslerne, som er sjusket etableret og alt for stejle.
Park & Vej, som har hyret entreprisen, har besigtiget forholdene og er enige. Tingene forventes udbedret, men der er endnu ikke nogen tidshorisont.
10. Jordvolden ved skoven.
Volden ved skoven er nu blevet åbnet. Det giver et godt blik til hvad der sker i skoven, og allerede nu er der langt mindre ophold af unge mennesker om aftenen. Åbningen mellem lågen og volden vil blive lukket af et 80 cm. højt hegn, som der skal gro noget grønt op ad.
Desværre er de unge mennesker blevet så fornærmede over, at vi har frataget dem deres lille private opholdssted, så de mandag aften valgte at flytte et af vores borde/bænke sæt til et ukendt sted…
11. Muring af skurgange.
Mureren fortsætter ufortrødent med sin fine renovering af vores skurgange. Pt. er det gård 18, 20, 21 og 23 som er under kærlig hånd.
12. Udendørs arbejde på dit hus.
Når du vil lave; skur, vinduer, hegn, male og alt andet som foregår udendørs, eller røre ved varmeinstallationerne indendørs, så kontakt dog kontoret først og hør hvad man må og ikke må!
Bestyrelsen er rigtig kede af, at skulle bede grundejere ændre på projekter de måske har betalt mange tusinde kroner for, fordi de ganske enkelt ikke er lovlige. Det koster dig kun et opkald inden du går i gang, så er du sikret at du ikke gør noget forkert.
Og så må vi påpege; matrikelskel er ved skelpæl, og det hjælper ikke noget at flytte pælen, idet den er opmærket på matrikelkort. Så når du får lyst til at lave hegn, så skal det altså ikke flugte med ydersiden af naboens hæk. Og det ved de fleste godt, men nogen prøver alligevel. Har du lyst til at blive pålagt at flytte dit hegn 40 cm. eller mere ind, når du har betalt i dyre domme for at få det sat?
13. Bestyrelsen her og nu.
Vi er nu officielt gået på sommerferie indtil vores næste møde, som er tirsdag d.5. august.
Det blegner så lidt i forhold til, at vi har det uafsluttede fjernvarmearbejde, koordinering med de grundejere som vi blev nødt til at brække gulve op hos, nyt tag på garagen, forberedelse til udvidelse af genbrugspladsen, opfølgning på alle de tidligere nævnte igangsatte arbejder, samt dagligdagens henvendelser fra grundejere.
Hjemmesiden lider under manglende tid, hvilket gør at der desværre ikke ligger referater af bestyrelsesmøder for dette år, vi håber de kommer snart, da vi synes det er vigtigt grundejerne kan følge med i vores debatter og beslutninger.
Bestyrelsen arbejder hårdt for, at vi alle kan glæde os over vores bebyggelse, hjælp os ved at søge information og dialog frem for konflikt.
I ønskes alle en god sommer
Grundejerforeningen Strandgårdsparken
p.b.v.
Pernille Møller
formand