Nyhedsbrev 2004-02
Til Grundejerne i Grundejerforeningen Strandgårdsparken
Nyhedsbrev 2004-02
17. juni 2004
- Genopbygning af legepladserne
Kære grundejere, nu er det et faktum – alle aftaler og selve kontrakten med legepladsfirmaet Noles er forhandlet på plads samt underskrevet, og arbejdet med genopbygningen af legepladserne vil straks gå i gang.
Hele forløbet, og ikke mindst selve forhandlingerne omkring genopbygningen af vores nye legepladser, har været meget hårde og tidskrævende og har taget noget længere tid, end det egentligt var påregnet.
Til gengæld er både legepladsudvalget og bestyrelsen meget tilfredse med det opnåede resultat, som overstiger alle de forventninger, vi i vores vildeste fantasi havde kunnet forestille os.
Kontrakten lever fuldstændig op til den på generalforsamlingen af grundejerne vedtagne ramme. Indholdet i kontrakten er i store træk som følger:
· De ønsker, repræsentanterne fra de enkelte gård fremlagde, og tilpasset lundeperspektivet, er medtaget i kontrakten fuldt ud.
· Kantafgrænsning omkring alle faldarealer, for at få et længere vedligeholdelsesfrit faldunderlag, er indeholdt i kontrakten.
· Redskaberne fra modulsystemet er af sibirisk lærk behandlet med linolie, hvilket gør dem mere holdbare. Redskaberne i natursystemet er af østeuropæisk Robiniatræ, der ikke skal linoliebehandles for at være meget holdbare. For begge typer gælder det, at splinten (det yderste ved) er skrællet af, hvorefter kun det faste kernetræ er benyttet. Dette medfører, at der ikke så let opstår råd og svamp, der hovedsagelig angriber veddet.
· Prisen for hele projektet om genopbygningen af vores 29 legepladser er i fuld overensstemmelse med det af generalforsamlingen vedtagne beslutningsforslag. Regnskab, dokumentation og redegørelse herfor forventes fremlagt senest på generalforsamlingen 2004.
Tidsplan for genopbygningen
Begrundet i ovenstående forhold i forbindelse med kontraktforhandlingerne vil der være en lille forsinkelse i færdiggørelsen af det samlede projekt. Det forventes, at alle legepladser er opsat ultimo september. I det omfang genopbygningen skrider frem hurtigere eller langsommere end forventet, vil der blive informeret herom.
Der er til gennemførelsen af hele projektet lavet en meget detaljeret tidsplan som er delt op i 2 etaper. Den første etape, som er før sommerferien, er illustreret nedenstående. Den 2. etape vil blive offentliggjort på et senere tidspunkt, når erfaringer fra første etape er indarbejdet:
1. Uge 26 og 27, opstart mandag den 21. juni, er etape 1.
Der vil blive opsat 5-6 pladser i denne periode, startende med gård 9, 6 og 7 i Egelunden.
Efter gennemførelsen af de første 3 legepladser vil der blive afholdt byggemøde, hvor erfaringer mv. vil danne grundlag for gennemførelsen af resten af projektet.
2. Uge 28 – 30 holder Noles sommerferie, og der vil ikke blive lavet legepladser.
3. Fra uge 31 og frem vil 2. etape blive gennemført.
Alle gårde vil senest en uge før opstarten af genopbygningen blive adviseret særskilt, samt blive orienteret konkret om forløbet samt de forholdsregler der skal tages i den forbindelse. De 3 første legepladser er af tidsmæssige faktorer undtaget af denne praksis, men vil modtage deres særlige orientering næsten samtidig med denne generelle.
Tegninger og information
Tegningerne for de enkelte legepladser vil blive tilgængelige på hjemmesiden. Dette vil ske successivt efterhånden, som disse bliver byggesags behandlet og godkendt af Ishøj Kommune, Teknisk Forvaltning. Endvidere er det vores målsætning, at samtlige tegninger også vil blive tilgængelige i storformat i varmecentralen, så alle grundejere får mulighed for på arrangerede tidspunkter at besigtige det samlede resultat – dette vil der bliver informeret om senere.
Informationer i øvrigt vil også blive samlet på hjemmesiden, sådan at alle grundejere kan følge med i hele projektforløbet – de enkelte gårde vil herudover altid blive informeret pr. brev eller via legepladsrepræsentanterne.
Særlige forhold
I forbindelse med gennemførelsen af et sådan stort projekt kan det ikke undgås, at alle grundejere i en eller anden udstrækning vil blive berørt heraf. Derfor vil vi gerne opfordre til, at der fra alle grundejeres side i denne periode udvises ekstraordinær forståelse og fleksibilitet – både overfor foreningens ansatte, hinanden og ikke mindst de fremmede arbejdere som skal gennemføre genopbygningsopgaven.
Supplerende kan der oplyses følgende i forbindelse med gennemførelse af projektet:
1. Afspærring af P-pladser. Når der pågår genopbygning i den enkelte gård vil en del af parkeringspladsens areal blive afspærret og reserveret til brug for entreprenørens maskiner og materialer.
2. Adgangsforhold til legepladserne for entreprenøren. For at dette arbejde skal udføres så skånsomt og uproblematisk, som overhovedet muligt, er det forudsat, at grundejerne i den enkelte gård selv løfter denne opgave. Der vil i informationen til den enkelte gård komme specifik instruktion herom, inkl. hvor og hvor meget adgangsforhold der skal skabes.
Nogle steder er det nødvendigt at fjerne stykker af højbede, andre steder hegn, og på nogle pladser kan det være nødvendigt at optage og hensætte f.eks. kolbøttestativer og balancebomme til senere genbrug.
3. Gravearbejde, som skal udføres på den enkelte gård, omfatter afgravning af det krævede faldareal i forhold til de bestilte redskaber.
4. Placering af afgravet jord. det er besluttet, at den afgravede jord i forbindelse med anlægning af faldunderlag, vil blive placeret på boldbanen ved genbrugspladsen. Det er hensigten i første omgang, at denne vil blive anlagt som kælkebakke til gavn og glæde for de yngste grundejere. Dette sker i overensstemmelse med ønsket om at overholde den økonomiske ramme, samt tilgodese de enkelte gårdes ønsker omkring bestykning af yderst fine legepladser. Hertil kommer endvidere, et ønske, om anlægning af kantbegrænsning ved samtlige legepladsers faldunderlag. Dette er for at sikre en betydelig besparelse på vedligeholdelsesudgiften fremadrettet.
5. Rydning af legeplads. Der er ved møderne med legepladsrepræsentanterne fremkommet nogle få henvendelser/ønsker om bortskaffelse af legeredskaber, som i forbindelse med rydningen sidste år i oktober ikke blev erklæret kassable. Det skal her klart præciseres, at dette arbejde påhviler den enkelte gårds grundejere – der er ikke i kontrakten indeholdt ydelser af denne art.
6. Støjgener i forbindelse med udførelse af genopbygningen. Det er aftalt, at arbejdet pågår mandage til torsdage i ca. 14 timer daglig med start kl. 06.30, og så holder håndværkerne weekend hjemme i Jylland fra torsdag aften. I disse timer må der påregnes noget støj, men det er aftalt, at kraftig støj ophører senest kl. 18.00 – derefter vil der udelukkende blive anvendt analogt og batteridrevet værktøj.
7. Projekt- og byggeledelse. Overordnet er det Freddy Mouritsen fra Noles, som er ansvarlig for udførelsen af genopbygningen. Derudover er foreningens kasserer, Leon Axelsen, intern projektleder – og det er udelukkende gennem disse 2 personer al kommunikation om genopbygningen foregår. Legepladsrepræsentanterne for de enkelte gårde er udstyret med kontaktmulighed til disse.
8. Legepladsrepræsentanterne – vil have en central rolle gennem hele projektforløbet, og det vil være legepladsrepræsentanterne, som vil være det direkte bindeled til og fra projektledelsen. Det vil også i forbindelse med spørgsmål, tvister, eller andet, være legepladsrepræsentanterne som grundejerne skal henvende sig til.
Slutteligt vil bestyrelsen gerne benytte lejligheden til at takke legepladsudvalget og legepladsrepræsentanterne for det enormt store arbejde, engagement og tid, der er lagt i forarbejdet til gennemførelsen af dette meget omfattende projekt. Bestyrelsen håber, at den gode ånd og det store engagement vil fortsætte til projektet er gennemført, til gavn og glæde for alle grundejere i grundejerforeningen Strandgårdsparken..
Med venlig hilsen
p.b.v.
Birger V. Nielsen Jacob Boring
Formand Næstformand